Den svenske regering fremlægger en krisepakke på 17,5 milliarder svenske kroner svarende til 12 milliarder danske kroner.

Det oplyser den svenske finansminister, Elisabeth Svantesson, til nyhedsbureauet TT.

Pakken er en reaktion på den globale energikrise og ventes ifølge SVT at gå til støtte til blandt andet landbruget og luftfarten.

- Vi kommer til at vende tilbage med detaljer omkring det hele, siger Svantesson til TT.

- Det handler både om husholdninger - for det er selvfølgelig vigtigt, at de kommer så uskadte igennem krisen som muligt - men også om de ramte brancher, fortsætter den svenske finansminister.

Der ventes yderligere detaljer på et pressemøde senere onsdag.

Under krigen i Mellemøsten er priserne på blandt andet benzin og flybrændstof steget kraftigt.

/ritzau/