Sverige indgår aftale om statsstøtte til nye atomreaktorer
Ifølge nyhedsbureauet AFP er det første gang, at Sverige bygger nye atomreaktorer i 50 år.
Ifølge nyhedsbureauet AFP er det første gang, at Sverige bygger nye atomreaktorer i 50 år.
Sverige har torsdag indgået en aftale om statsstøtte til opførelse af tre nye atomreaktorer i landet.
Det skriver det svenske medie SVT.
Reaktorerne skal bygges ved atomkraftværket Ringhals syd for Göteborg.
Ifølge nyhedsbureauet AFP er det første gang i 50 år, at Sverige bygger nye atomreaktorer.
Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, kalder på et pressemøde aftalen for "en helt historisk beslutning", skriver SVT.
Det har allerede tidligere været fremme, at Sverige vil bygge nye atomreaktorer, men torsdag er vilkårene for den statslige støtte blevet præsenteret af regeringen.
- Der har været mange spørgsmål om, hvornår det første spadestik kommer. I dag er aftalen altså underskrevet. Nu står det helt klart, at Sverige bygger ny atomkraft, siger energi- og erhvervsminister Ebba Busch ifølge SVT.
Ifølge det svenske nyhedsbureau TT skal planen dog stadig godkendes af EU for at sikre, at den ikke bryder reglerne for statsstøtte.
Først når det sker, kan aftalen træde i kraft, og staten vil herefter komme til at eje 60 procent af atomkraftværket ved navn Videberg Kraft, skriver det svenske nyhedsbureau.
Staten køber aktierne fra energiselskabet Vattenfall, som dermed reducerer sit ejerskab fra 80 til 20 procent.
Både i Sverige og resten af Europa er forsyningssikkerhed på elområdet et stort debatemne.
Den svenske minister for finansmarkeder, Niklas Wykman, har tidligere sagt, at "Sverige har brug for mere stabil elproduktion".
Den svenske regering åbnede i august sidste år for, at selskaber kunne søge om at bygge nye atomkraftreaktorer i Sverige.
Sverige har i øjeblikket seks aktive atomreaktorer i drift, hvoraf to er placeret ved Ringhals. Ringhals atomkraftværk ligger knap 70 kilometer fra danske Læsø.
Tre andre reaktorer ligger ved atomkraftværket Forsmark, og den sidste er placeret ved Oskarshamn.
Et selskab har desuden ansøgt om støtte til at opføre atomreaktorer ved Barsebäck uden for Malmø, hvor et svensk atomkraftværk tidligere i mange år mødte stor folkelig modstand i Danmark.
/ritzau/