Sorg og chok præger den midtsvenske by Karlstad efter en uhyggelig hændelse natten til søndag.

Her forsøgte 48-årige Mattias at forsvare og beskytte sin datter – med fatale konsekvenser.

Mattias' 18-årige datter havde været til en koncert nær torvet i Karlstad, hvorefter hun blev i byens centrum og her mødtes med sin mor, far og bedstemor, skriver Aftonbladet.

Her mødte de to mænd i 20erne, som Mattias kom i skænderi med, idet en af mændene tidligere på aftenen skulle være kommet med uønskede tilnærmelser til Mattias' datter.

Pludselig udviklede skænderiet sig til et overfald – for øjnene af den 18-årige kvinde.

»Jeg ser min far falde til jorden, og så står jeg og skriger: 'Nej, jeg vil ikke miste far',« siger Mattias' datter til Aftonbladet.

Hendes navn nævnes ikke, og det svenske medie opgiver kun faderens fornavn.

Ifølge datteren greb ingen ind for at komme faderen til hjælp, sandsynligvis på grund af frygt, som hun formulerer det.

48-årige Mattias blev kørt til hospitalet i Örebro, hvor han skulle opereres for de skader, han pådrog sig under overfaldet.

Det blev sidste gang, den 18-årige så sin far i live.

Et par timer senere fik familien den lamslående besked, at Mattias havde mistet livet.

Politiet har anholdt to mænd, som er mistænkt for det dødelige overfald.

De er onsdag blevet varetægtsfængslet og mistænkes for manddrab, skriver Expressen.

Sagen efterforskes stadig.