Sverige holder vejret: Er Palmes morder fundet?


I 34 år har det uopklarede mord på statsminister Olof Palme plaget Sverige som et mareridt.
Onsdag formiddag kl. 9.30 er der omsider udsigt til afgørende nyt i jagten på morderen.
Her vil hele Sverige holde vejret, når manden med det aktuelle ansvar for en historiens største drabsefterforskninger afholder digitalt pressemøde.
Han hedder Krister Petersson og må ikke forveksles med den nu afdøde alkoholiker Christer Pettersson, der i 1989 først blev dømt for Palmemordet i byretten, men siden frikendt i landsretten.
Allerede for flere måneder siden proklamerede chefanklageren frejdigt, at der senest ved udgangen af juni i år ville ske noget epokegørende. Enten ville man kunne løfte sløret for den formodede morders identitet - eller også ville man afvikle den enorme og langvarige efterforskning, som han har ledet siden 2017.
Men ifølge svenske medier er det mest sandsynligt, at efterforskerne nu omsider har fået det afgørende gennembrud i sagen.
Den svenske avis Aftonbladet hævder, at den socialdemokratiske regering allerede er blevet informeret om, at politiet har fundet den afgørende brik, som hidtil har manglet i det kæmpemæssige puslespil – gerningsvåbnet.
Da gerningsmanden sent om aftenen 28. februar 1986 affyrede to skud mod Olof Palme og hans hustru Lisbet, blev den svenske statsminister øjeblikkeligt dræbt af et skud i ryggen, mens hans kone slap med at blive såret.

Parret havde netop været i biografen uden sikkerhedsvagter og var på gåben på vej gennem det centrale Stockholm til deres lejlighed i Gamla Stan.
Drabsmanden forsvandt i løb fra gerningsstedet, og først de følgende dage lykkedes det at finde de to projektiler fra hans velvoksne kaliber .357 Magnum-revolver.
Kuglerne blev ikke fundet af politiets teknikere, men af civile. Den 1. marts kl. 6.30 fandt en indisk journalist den første på det modsatte fortov af gerningsstedet på Sveavägen og Tunnelgatan, og den anden kugle - som dræbte Palme - blev fundet dagen efter af en kvinde tæt ved gerningsstedet.
Kuglerne vejede hver 10,2 gram og er siden blevet minutiøst undersøgt af eksperter i både Sverige, Tyskland og USA.

I jagten på det manglende gerningsvåben har svensk politi siden prøveskudt over 400 våben, men hidtil har der - så vidt offentligheden ved - ikke været noget match med de særlige aftryk fra revolveren, som politiet mener at have fundet på de to fundne kugler ved gerningsstedet.
Og sådan et sammenfald er ifølge den pensionerede kriminaltekniker Sonny Björk, der i godt en snes år selv arbejdede med Palme-mordet, helt centralt for efterforskningen.
»Det er klart, at det er et absolut afgørende element. Hvis det havde været muligt at sammenkæde kuglerne til et våben, så havde man i det mindste haft et våben at arbejde videre med,« sagde han for nylig til SVT Nyheter.
Han har selv undersøgt de to fundne kugler fra gerningsstedet. Der var ridser på dem fra revolverens pibe, men ifølge eksperten kan man først sige med sikkerhed, om sporene er tilstrækkelige til at fastslå en sikker sammenhæng, når man kan sammenligne dem med et konkret våben.

I den enorme efterforskning er over 10.000 mennesker blevet afhørt, og adskillige teorier om den mulige gerningsmand har været i spil.
I de svenske medier spekuleres der op til onsdagens pressemøde i, om efterforskerne nu endegyldigt vil pege på den såkaldte 'Skandia-manden' som Palmes morder.
Han døde i 2000 som 66-årig, men arbejdede på gerningstidspunktet i forsikringsselskabet Skandia ganske tæt på gerningsstedet og forlod sit kontor lige før drabet.
Han henvendte sig næste middag selv til politiet for at gøre opmærksom på, at han havde været lige i nærheden, da Palme blev skudt, og at gerningsmandens signalement svarede nøje til det tøj, som han selv havde haft på.

Samtidig hævdede han, at han havde været i kontakt med den overfladisk sårede Lisbet Palme - en oplysning, som hun dog ikke efterfølgende kunne bekræfte.
Politiet fejede ham af som et besværligt vidne, men senere tog han selv initiativ til, at svensk tv lavede en rekonstruktion af hans oplevelser på gerningsstedet, hvor han gladeligt fortalte om sin gøren og laden på gerningstidspunktet.
'Skandia-manden' hadede angiveligt Olof Palme af et godt hjerte og menes gennem en nær ven at have haft adgang til en revolver af samme type som gerningsvåbnet.
Familiemedlemmer til 'Skandia-manden' har ifølge svenske medier for nylig afgivet dna-prøver til efterforskningsgruppen, og politifolk skal også omkring årsskiftet have besøgt og interesseret sig for den villa, hvor 'Skandia-manden' boede.