Svenskerne opfordres til at forberede sig på krig og samle forråd til en uge på grund af Ruslands ageren.

Et væbnet angreb fra Rusland mod Sverige kan ikke udelukkes. Sådan lyder en af konklusionerne i en grundig gennemgang af Sveriges totalforsvar udarbejdet af Försvarsberedningen, som er en kommission bestående af fremtrædende medlemmer fra alle Riksdagens partier, forsvaret og en række ministerier. Det skriver Politiken Søndag.

»Vi forestiller os ikke en stor invasion, som retter sig mod hele Centraleuropa eller Nordeuropa for – eksempelvis – at nå Atlanterhavskysten, men det, som man kan tænke sig, er begrænsede krigsoperationer mod dele af Sverige«, siger den tidligere svenske forsvarsminister Björn von Sydow (S), som er formand for Försvarsberedningen, til Politiken Søndag.
Den svenske analyse er en konsekvens af Ruslands annektering af Krim, offensiven i Ukraine og militære provokationer de seneste år.

Försvarsberedningen anbefaler derfor, at Sverige indretter sit militære og civile forsvar, så det kan klare sig gennem en krise- eller krigssituation i mindst tre måneder. Derudover skal der årligt afsættes 325 millioner svenske kroner de næste fem år til at renovere de mange beskyttelsesrum, som fortsat findes i Sverige, skriver Politiken Søndag.

De 29 nato-lande er forpligtet til at forsvare hinanden i tilfælde af, at de skulle blive angrebet. Her ses en polsk tank under Nato-øvelsen Silver Arrow 2017 29. oktober 2017.
De 29 nato-lande er forpligtet til at forsvare hinanden i tilfælde af, at de skulle blive angrebet. Her ses en polsk tank under Nato-øvelsen Silver Arrow 2017 29. oktober 2017. Foto: INTS KALNINS
Vis mere

Samtidig opfordres de svenske borgere til at opbygge et beredskab af mad og basale fornødenheder, så alle kan klare sig i mindst syv dage uden hjælp fra det omkringliggende samfund. Tidligere lød anbefalingen på tre dage.

»Forsvaret behøver en uge for at mobilisere sig. Derfor anbefaler vi, at almindelige borgere bør forberede sig til at kunne klare sig selv uden støtte i en uge«, siger Björn von Sydow til Politiken.

Rapporten vækker opsigt i Danmark. Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen erklærer sig grundlæggende enig i analysen, men understreger, at Danmark og Sverige står i to forskellige situationer, da Sverige ikke er medlem af Nato.

»Den vurdering, som Forsvarets Efterretningstjeneste lægger for dagen, er, at der ikke er nogen trussel om et angreb på Danmark, som det ser ud i øjeblikket«, siger Claus Hjort Frederiksen til Politiken Søndag.