Svensker mistænkt for brutalt mord i spansk ferieparadis
Politiet efterforsker, om mordet kan være forbundet med en utilfreds patient.

Politiet efterforsker, om mordet kan være forbundet med en utilfreds patient.

Den 57-årige plastikkirurg Alexander Aslani er blevet skudt og dræbt på sin plastikkirurg-klinik i den spanske by Marbella.
Avisen El País skriver, at en 18-årig svensker er blevet anholdt og mistænkes for mordet.
Det var lige før klokken 18 onsdag, at en maskeret person gik ind på klinikken Cirumed i regionen Costa del Sol.
Ifølge El País opsøgte gerningsmanden klinikkens grundlægger, tyske Aslani, og skød ham flere gange i hovedet.
Gerningsmanden flygtede efterfølgende fra stedet – først til fods og derefter på motorcykel med en formodet medskyldig.
Da ambulanceredderne ankom til klinikken, var Aslani stadig i live, men han døde senere af sine kvæstelser.
Hvad motivet bag mordet var, er fortsat uklart.
El País skriver, at den dræbte plastikkirurg for nylig har modtaget trusler, og politiet efterforsker, om mordet kan være forbundet til en utilfreds patient.
Alexander Aslani var en af Marbellas mest kendte plastikkirurger. Han grundlagde klinikken for over ti år siden og havde over 200.000 følgere på Instagram.
Ifølge The Sun har Aslani udført over 15.000 operationer i Marbella. Tidligere har han arbejdet som ledende overlæge i plastikkirurgi på flere hospitaler i Storbritannien.