I en russisk militærdomstol har svenske Christopher Forsbäck fået udmålt sin straf for at udøve terror mod nationen.

En dom, som han får for at kæmpe langs frontlinjen på ukrainsk side i den verserende krig mod Rusland. Men det er dog ikke udsigten til et russisk fængsel, der bekymrer ham.

Det skriver det svenske medie SVT.

Hans dom faldt nemlig in absentia, hvilket betyder, at han ikke er i de russiske myndigheders varetægt.

I stedet sidder han i Ukraines hovedstad, Kyiv, hvor han forklarer, at det ikke er tanken om fængsel, han frygter:

»Hvis de (russiske myndigheder, red.) fik fat i mig, ved jeg ikke, om fængsel ville være det, jeg var mest bekymret for. Jeg tror ikke, jeg ville nå frem til den nærmeste politistation i live,« siger Christopher Forsbäck til mediet.

Dommen lød på syv års fængsel og derefter 20 år i straffekoloni. 

Straffen får han ifølge det russiske dagblad Kommersant blandt andet for ulovlig grænseovergang til Rusland.

Den svenske ingeniørsoldat rejste i 2024 til landet for at hjælpe Ukraine i krigen med Rusland. Her har han blandt andet kæmpet langs frontlinjen i Kursk-regionen.

For nu er han i Kyiv, hvorfra Christopher Forsbäck fortæller til SVT, at han endda er »smigret« over, at han tilsyneladende har irriteret Rusland nok til, at de vil fængsle ham.