Sundhedsmyndighederne i Sverige advarer nu svenske turister i Indien om at være påpasselige over for det igangværende udbrud af den frygtede og dødbringende nipah-virus.
»Man skal følge situationen omhyggeligt og holde sig underrettet lokalt,« siger vicestatsepidemiolog Klara Sondén.
Det skriver Expressen.
I den indiske region Vestbengalen har fem personer mistet livet som følge af smitte med nipah-virussen.
Yderligere 100 personer er sat i karantæne.
Imens har man i andre asiatiske lufthavne – i Thailand, Nepal og Taiwan – atter indført skærpede sundhedstjek for at inddæmme udbruddet.
Det findes ikke en kur eller vaccine mod nipah-virussen. Af den grund kategoriserer Verdenssundhedsorganisationen (WHO) virussen som et højrisikopatogen, da den er meget smitsom.
Fra Klara Sondén hos den svenske udgave af Sundhedsstyrelsen, Folkhälsomyndigheten, lyder det, at svenske turister i Thailand, hvor der lige nu er højsæson, ikke har grund til bekymring.
»I Thailand må risikoen i øjeblikket betragtes som forsvindende lille, da der ikke er nogen smittespredning der. Så dér gælder generelle råd om infektioner,« siger hun.

