Svenske soldater knust under Nato-øvelse: 'Ville alle have været døde'
Øvelsen blev en voldsom advarsel til det svenske forsvar.

Øvelsen blev en voldsom advarsel til det svenske forsvar.

Mission fejlet.
Tusindvis af svenske soldater afsluttede onsdag en mere end 14 dage lang militærøvelse ved navn Aurora 26 sammen med flere andre Nato-lande.
I forbindelse med øvelsen var Ukraine også blevet inviteret til at dele erfaringer fra krigen mod Rusland om blandt andet dronekrigsførelse, som er blevet en central del af moderne krigsførelse.
Og det blev en voldsom advarsel til det svenske militær, skriver svenske Expressen.
Under en øvelse blev et angreb på Gotland simuleret i et scenarie, hvor Natos 'Artikel 5' endnu ikke er blevet aktiveret.
Natos 'Artikel 5' refererer til den kollektive forsvarspagt, hvor et angreb på ét medlemsland betragtes som et angreb på alle.
Her skulle svenske styrker forsvare øen på egen hånd mod en gruppe ukrainske dronepiloter i rollen som angribere.

Resultatet var et »crush«, fortalte en af piloterne til nyhedsbureauet AP ifølge Expressen.
»De stoppede øvelsen tre gange, så tropperne kunne finde ud af, hvordan de kunne gøre det bedre. Men hvis det havde været virkeligt, ville de have været døde,« siger han.
En anden pilot udtalte, at Vesten stadig undervurderer, hvor afgørende droner er blevet på slagmarken.
»Det skal man se med egne øjne,« siger han og tilføjer, at Sverige har potentiale, men at der stadig er meget, der kan forbedres.
I april annoncerede det svenske forsvars materielstyrelse (FMV), at de havde indgået en aftale om at købe luftforsvarssystemer for at styrke det svenske luftforsvar.