Det svenske toldvæsen har gjort et stort kokainfund i havnen i Helsingborg, hvor en container fra Sydamerika rummede op mod tre ton narkotika.

Det skriver flere svenske medier, herunder SVT.

- I øjeblikket vurderer vi, at det handler om tre ton, bekræfter anklager Måns Björklund ifølge SVT.

I så fald er det den største beslaglæggelse af kokain i Sverige, skriver SVT. Den tidligere rekordmængde var 1,4 ton, som blev fundet i 2024.

Containeren, som kokainen blev fundet i, blev sendt fra Sydamerika. Den skulle indeholde frugt og grøntsager.

Ifølge SVT var det personale fra frugtgrossisten, der slog alarm, da de opdagede varerne i containeren. Toldvæsnet ankom til stedet og konstaterede de store mængder kokain.

Ifølge mediet anslås den beslaglagte kokain at have en samlet gadepris på cirka tre milliarder svenske kroner. Det svarer til knap 2,1 milliarder danske kroner.

Der er ingen mistænkte i sagen.

I midten af december blev der ligeledes fundet tre ton kokain i en container i det mellemamerikanske land Panama, som angiveligt skulle have været sendt til Helsingborg.

I sommer var den danske justitsminister, Peter Hummelgaard (S), ude med budskabet om, at der er sket et skifte i narkotrafikken.

Han påpegede dengang, at mindre havne i Nordeuropa og Skandinavien i stigende grad er blevet mål for narkosmugling.

- Tidligere kom narkotikaen især ind via store havne som Rotterdam, Le Havre, Antwerpen og Hamburg.

- Efter Den Europæiske Havnealliance blev startet, har den hjulpet de lokale myndigheder til at bekæmpe indsmuglingen, men så har vi til gengæld set en "vandsengseffekt", hvor mindre og mellemstore havne er blevet mål for narkotikasmugling, sagde justitsministeren.

Han nævnte blandt andet Helsingborg som en af havnene. I Danmark har der også været fokus på Aarhus Havn i forbindelse med indsmugling af narko.

/ritzau/