En svensk tv-kendis skal angiveligt være blevet taget på fersk gerning torsdag aften under en sex-razzia i det centrale Stockholm.

Svensk politi foretog en aktion mod menneskehandel, hvilket medførte flere anholdelser af personer, som politiet mistænker for at ville tilkøbe sig seksuelle ydelser.

En af de anholdte skal efter sigende være den svenske mand, der bliver beskrevet som værende en 'kendt iværksætter og tv-berømthed'. Det skriver Expressen.

Ifølge den svenske avis stammer kvinden, som tv-kendissen er mistænkt for at købe seksuelle ydelser af, fra et af Europas fattigste lande.

Razziaen fandt sted natten til fredag, men politiet er yderst fåmælt, når det kommer til at be- eller afkræfte anholdelsen af tv-kendissen.

»Jeg kan ikke fortælle detaljer om nogen af de anholdelser, vi har foretaget i løbet af natten,« siger politiinspektør Simon Häggström til Expressen.

Han er ansat i NOA, svensk politis nationale operative afdeling, og er tilknyttet afdelingen, der bekæmper menneskehandel.

Ifølge den svenske avis foretog svensk politi en lignede aktion som den i nat tilbage i februar. Dengang blev 41 mænd anholdt under mistænkte for at have købt sig til seksuelle ydelser ved Södermalm i Stockholm

Politiinspektør Simon Häggström har skrevet på sociale medier, at aktionen torsdag aften var så krævende, at mange af betjentene ikke fik mad før dagen efter.

'Vi kæmpede hårdt og fik arresteret flere mænd for købesex. Her dagen efter er der nogle tanker, som rumsterer i mit hoved,' skriver han og uddyber:

'Uanset hvem du er, eller hvor du kommer fra: Hvis du tror, du har ret til at købe dig adgang til en anden persons krop, så er vores mål altid at anholde dig.'

Sverige indførte i 1999 et forbud mod at købe seksuelle ydelser.