En kendt svensk skuespiller er tiltalt for at have dræbt sin 28-årige hustru.

Nye oplysninger i sagen giver et dramatisk indblik i den skæbnesvangre aften, der kostede den unge kvinde livet.

»Jeg erkender, at jeg dræbte min hustru, som jeg elsker,« sagde han i den første afhøring efter kvindens dødsfald en søndag aften i september sidste år.

Det viser udskriften af forhøret, som Expressen er kommet i besiddelse af.

Navnet på den 50-årige drabsmistænkte skuespiller har ikke været fremme i offentligheden.

Men svenske medier skriver, at han har spillet sammen med store svenske skuespillere som Mikael Persbrandt, Paolo Roberto og Stefan Sauk.

Den 28-årige kvinde og skuespilleren mødte hinanden i kvindens hjemland i forbindelse med et filmprojekt.

På kun et år blev de gift, fik barn og flyttede til Sverige. Lykken varede dog ikke evigt.

Venner har beskrevet, at kvinden fortalte dem, at den 50-årige skuespiller slog hende.

Hun ville dog ikke anmelde det til hverken de sociale myndigheder eller politiet, men hun flyttede ind hos en ven i en måned. Senere flyttede hun tilbage til sin mand.

Manden har ifølge Expressen fortalt i et forhør hos politiet, at han havde et alkoholproblem i en periode op til drabet.

Men ingen havde forudset, at det ville ende i den tragedie, som det gjorde søndag den 23. september, da politi og ambulance rykkede ud til parrets hjem i Kista.

»Hun er død, hun er død. Det er mig, der har dræbt hende,« siger skuespilleren i baggrunden på alarmopkaldet, som er foretaget af en bekendt af parret.

Manden blev anholdt kort efter uden dramatik. I det første forhør efter drabet erkendte han, at han havde skåret hende i halsen. I forhøret beskrev han, at han trykkede til og at der kom en masse blod.

Politiet fandt en kniv med blod ved siden af den dræbte kvinde.

Skuespilleren erkender de faktiske omstændigheder. Men han nægter, at der var tale om drab.