Svensk politi mistænker en 13-årig dreng for at have skudt seks mennesker natten til lørdag i den centrale del af byen Gävle i det østlige Sverige.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Fire personer er stadig indlagt på hospitalet, mens to er blevet udskrevet.

De sårede blev ramt i underkroppen og er alle uden for livsfare.

Det oplyser svensk politi ved en pressekonference.

De sårede beskrives af det svenske politi som unge voksne, men der er også personer under 18 år iblandt, skriver TT.

Svensk politi holder kortene tæt på kroppen og vil ikke dele, hvad den mistænkte dreng har sagt under sin afhøring, om han er kendt af politiet, eller hvilket våben der er blevet brugt.

- Vi kan ikke gå ind i motivet, men vi har et relativt godt billede af, hvad der er sket, siger Karin Wessén, der er chef for efterforskningsafdelingen for politiet på pressekonferencen, ifølge TT.

Politiet ønsker heller ikke at kommentere, om de seks personer var tiltænkte mål, eller om skudepisoden har at gøre med en bandekonflikt.

De sårede har dog talt med politiet og er blevet afhørt, skriver TT.

Karin Wessén siger, at det altid er en overraskelse, når så mange bliver såret, men at samfundet er blevet mere voldsomt.

Politiet meddeler, at der er et nært samarbejde med socialforvaltningen, der har overtaget ansvaret for den 13-årige. Dermed er det uklart, om han vil forblive tilbageholdt, skriver mediet SVT.

Politiet fik den første anmeldelse om hændelsen kort før klokken 02 natten til lørdag.

Skudepisoden fandt sted på en gade i Gävle omkranset af butikker og restauranter, hvilket gjorde, at flere af de sårede søgte tilflugt på en nærliggende bar.

/ritzau/