En person, der beskrives som central i det kriminelle netværk Foxtrot og er på Europols Most Wanted-liste, er blevet anholdt i Irak.
Det oplyser svensk politi, der kalder anholdelsen et resultat af et længerevarende samarbejde mellem svensk og irakisk politi.
Den 21-årige mand blev anholdt i december i Irak.
Han er varetægtsfængslet in absentia ved flere svenske byretter for blandt andet tilskyndelse til drab.
Politiet vil ikke bekræfte, hvem den anholdte er.
- Den her person sidder meget tæt på den øverste leder i Foxtrot, siger rigspolitichef Petra Lundh.
- Han er en, der bestiller drab. Han har siddet i Irak og foretaget disse bestillinger.
Ifølge oplysninger, som det svenske nyhedsbureau TT er i besiddelse af, hedder den anholdte Ali Shehab.
I Irak er den 21-årige anholdt for lovbrud dér. Den anholdte er svensk-irakisk statsborger, og det kan derfor blive svært at få ham udleveret, skriver TT.
Den anholdte person menes blandt andet at have spillet en vigtig rolle, da seks personer blev skudt i oktober i Gävle sidste år. Alle overlevede.
Her er en 13-årig mistænkt for drabsforsøg, og den 21-årige mistænkes ifølge SVT for at have rekrutteret den 13-årige.
Foxtrot har base i Sverige og er blevet forbundet med en lang række typer kriminalitet, blandt andet narko- og våbenhandel og skyderier under blandt andet bandekonflikter i Sverige.
Det er et kriminelt netværk ledet af Rawa Majid, der går under navnet "Den kurdiske ræv".
Majid har længe været internationalt efterlyst, og det er uklart, hvor han befinder sig.
I juli blev en anden central figur i Foxtrot-netværket anholdt i Tyrkiet.
Den person var Ismail Abdo, der også er kendt som "Jordbærret", og han blev varetægtsfængslet ved en tyrkisk domstol i en sag om international narkosmugling og hvidvask.
Det oplyste en domstol i Istanbul ifølge det statslige tyrkiske nyhedsbureau Anadolu.
"Jordbærret" var i begyndelsen højre hånd for "Den kurdiske ræv" i Foxtrot-netværket, men på et tidspunkt opstod der en konflikt mellem dem.
/ritzau/TT
