Lørdag aften var der store problemer hos selskabet bag elnetværket hos vores naboer på den anden side af Øresund.
Det skyldes, at Sveriges statsselskab, Svenska Kraftnät, der har ansvaret for landets elnetværk, var udsat for et hackerangreb lørdag.
Det bekræfter selskabet i en pressemeddelelse.
»Vi undersøger nu, hvilke oplysninger der er lækket, og hvordan det kan påvirke os. Vi ser ingen tegn på, at elsystemet er påvirket,« oplyser Cem Göcgoren, der er chef for informationssikkerhed hos Svenska Kraftnät, i pressemeddelelsen.
Lørdag hævdede hackergruppen ved navn 'Everest' ifølge Aftonbladet, at de havde fået fat i 280 gigabyte data fra statsselskabet.
Svenska Kraftnät har politianmeldt angrebet og prøver i øjeblikket i samarbejde med flere svenske myndigheder at komme til bunds i, hvilken information gerningsmændene har fået adgang til.
Det svenske beredskabsagentur (MSB) fortalte blandt andet lørdag til Aftonbladet, at de er blevet tilknyttet hændelsen.

