Udbruddet af virussygdommen ebola i DR Congo kan blive det værste nogensinde.

Sådan lyder advarslen fra lederen af Afrikas Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse.

- Hvis vi ikke stopper udbruddet meget snart, vil det blive værre end det, vi oplevede i Vestafrika og det østlige DR Congo, siger Jean Kaseya på et virtuelt møde mellem afrikanske statsledere og donorer i Burundi.

Han henviser blandt andet til ebolaudbruddet i Guinea, Liberia og Sierra Leone fra 2014 til 2016, som kostede flere end 11.000 mennesker livet.

Det Internationale Forbund af Røde Kors- og Røde Halvmåne-selskaber (IFRC) advarer om, at det aktuelle udbrud af ebola i DR Congo kan tage op mod et år at få under kontrol.

- Toppen af udbruddet ligger efter min vurdering ikke bag os, men foran os, siger Bruno Michon, operationel chef i IFRC, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ebola er en virussygdom med høj dødelighed. Antallet af bekræftede tilfælde af ebola er steget til 837. Der er registreret 196 dødsfald som følge af sygdommen.

Det er den sjældne ebolavariant med navnet bundibugyo, der spreder sig. Der er ingen godkendt behandling eller vaccine mod sygdommen.

Smittens epicenter ligger i den østlige provins Ituri i DR Congo. Også provinserne Nordkivu og Sydkivu er hårdt ramt. Alle tre provinser har i årevis været præget af konflikt, hvilket vanskeliggør arbejdet med at få bugt med sygdommen.

Udbruddet har allerede spredt sig til nabolandet Uganda, som indtil nu har registreret 19 bekræftede tilfælde, herunder to dødsfald.

Både Læger uden Grænser og Oxfam har i denne uge advaret om, at det fulde omfang af udbruddet fortsat er uklart.

Nødhjælpsorganisationer har råbt op om alvorlig mangel på rent vand i ebolaramte områder og mangel på beskyttelsesudstyr til sundhedspersonale.

Ebola spredes gennem direkte kontakt med kropsvæsker fra smittede personer. Derfor skal sundhedspersonale pakke sig godt ind for at undgå selv at blive smittet.

Den Afrikanske Union har advaret om, at der er kritisk brug for mere økonomisk støtte for at bekæmpe udbruddet af ebola.

/ritzau/Reuters