En studerende var i flere dage frygtet død, efter hun forsvandt i en oversvømmet regnskov i Australien.
Den unge kinesiske kvinde Yang Chen blev dog fundet i live mandag morgen 300-400 meter fra det sted, hvor hun sidst var blevet set, i den tætbevoksede skov. Stedet var det sidste, som redningsholdet ville afsøge, før de opgav.
Hun overlevede i alt seks dage i den barske natur ved at gemme sig i grotter. Dykkere fra politiet måtte blandt andet bestige en klippe for at nå frem til hende.
»Der er ingen tvivl om, at dykkerholdet og dykkerne fra politiet risikerede deres liv i dag, da de skulle bestige den klippe,« fortæller seniorsergent Mitch Gray til The Guardian.
Myndighederne har i dagene op til flere gange afsøgt samme skovområde i staten Queensland.
Den 26-årige studerende har derfor formodentlig bevæget sig hen til stedet i løbet af natten, før redningsholdet fandt hende.
Yang Chen forsvandt onsdag i forrige uge og blev meldt savnet af en bjergbestiger, som klatrede i området ikke langt fra, hvor hun var.
Vejrforholdene med voldsomt regn og oversvømmelser betød, at redningsholdet forventede, at den kinesiske kvinde ville være død, før de fandt hende. I eftersøgningen brugte myndighederne blandt andet en helikopter og drone, som kaldte hendes navn med få minutters mellemrum.