En student fra New Zealand faldt ned ad trapperne og blev trampet ihjel ved en fest, der var totalt ude af kontrol, lyder det i en rapport fra de lokale myndigheder.

Den 19-årige Sophia Crestani blev så alvorligt kvæstet ved festen i huset The Manor på universitetet i Otago, at hun ikke overlevede.

Festen blev holdt i en 114 år gammel bygning, og flere hundrede gæster var til stede, da det gik helt galt ved midnatstid.

En flok mennesker på en trappe blev skubbet og faldt ned over hinanden, og Sofia landede nederst, rapporterer Stuff.

Huset 'The Manor' havde ifølge nogle gæster mindst 500 gæster til festen lørdag aften.
Huset 'The Manor' havde ifølge nogle gæster mindst 500 gæster til festen lørdag aften. Foto: Google Street View
Vis mere

»De begyndte at falde bagover, og da folk på toppen begyndte at falde, faldt de ligesom dominobrikker.«

»De faldt alle sammen ned, og folkene i bunden endte i en stor bunke,« fortalte en af festdeltagerne til Stuff.

Et anonymt vidne sagde, at omkring 50 mennesker endte i en ca. en meter høj dynge nær fordøren.

Han forsøgte sammen med 15 andre at grave alle ud, men flere blev ved med at komme ned ad trapperne, og det gjorde bunken større.

Oven i købet blev folk ved med at gå ind i huset for at være med i festen.

Sophia Crestani har en tvillingesøster og var andetårsstudent, og hun blev fundet uden livstegn i bunden af dyngen.

Flere mennesker bar Crestani hen til ambulancefolkene, som forsøgte at genoplive hende.

Hun blev mindet mandag som en 'positiv' kvinde med 'en varm og venlig natur'.