En større strømafbrydelse efterlod lørdag amerikansk tid 130.000 hjem og butikker uden strøm i storbyen San Francisco i Californien.

Men 110.000 af de huse og butikker kan igen tænde for kontakten.

- Mandskab genoprettede omkring 110.000 kunder klokken 07.30 søndag morgen og arbejder på at genoprette strømmen for omkring 21.000, der stadig er uden strømforsyning, oplyser det lokale forsyningsselskab ifølge Reuters.

Der er omkring 800.000 indbyggere i San Francisco.

Strømnedbruddet forårsagede trafikpropper og tvang nogle virksomheder til at lukke midlertidigt.

Gadelamper og juledekorationer med lys har desuden været slukket på flere gader.

Forsyningsselskabet er ikke umiddelbart vendt tilbage på henvendelser om, hvad der har forårsaget nedbruddet.

Ifølge AP siger brandvæsenet, at i hvert fald en del af strømnedbruddet skyldes en brand, som brød ud på en transformerstation tilhørende forsyningstilsynet.

Det har selskabet ikke umiddelbart kommenteret.

På det sociale medie X varslede byens beredskabsmyndighed, San Francisco Department of Emergency Management, tidligere på dagen betydelige forstyrrelser i trafikken på tværs af byen.

Indbyggere blev i den forbindelse opfordret til at undgå ikke-nødvendige rejser.

Borgere blev også bedt om at holde køleskabe og frysere lukket i videst muligt omfang, så deres mad kunne holde sig længst muligt.

San Franciscos transportmyndighed (SFMTA) har skrevet på X, at strømnedbruddet også var skyld i, at tunnellen Market Street Subway - som er del af flere metrolinjer - blev lukket. Det fremgår ikke, om den er genåbnet.

Ifølge mediet Los Angeles Times siger borgmesteren i San Francisco, Daniel Lurie, i en video delt på sociale medier, at byens myndigheder samarbejder med PG&E for at genoprette strømmen.

Han opfordrer også indbyggerne til at blive hjemme, hvis det er muligt.

- Det, jeg beder alle om, er at være forsigtige på vejene. Mange lys (på vejene, red.) er slukket, siger han.

/ritzau/