29-årige Cherif Chekatt er manden, det franske politi mistænker for at have angrebet et julemarked i Strasbourg tirsdag aften, som indtil nu har kostet mindst to personer livet.

En større menneskejagt er nu i gang for at fange Cherif Chekatt, som er kendt af politiet. Rigtig godt, endda.

Den formodede gerningsmand er født og opvokset i Strasbourg og har i løbet af sine 29 år fået 27 domme. De fleste i Frankrig, men også nogle i Tyskland og Holland, oplyser anklageren Remy Heitz.

Han var på en liste over folk, der blev betragtet som en trussel mod det franske samfund, og den franske efterretningstjeneste, DGSI - svarende til PET - har overvåget ham.

Det franske politi har bekræftet, at manden på billedet er den 29-årige Cherif Chekatt.
Det franske politi har bekræftet, at manden på billedet er den 29-årige Cherif Chekatt. AFP

De få oplysninger om Chekatt, som de franske myndigheder har delt med offentligheden, går blandt andet på, at han var i politiets søgelys, fordi man mistænkte, at han var blevet radikaliseret under sin tid i fængsel i 2015.

Den formodede gerningsmand blev i 2016 idømt to års fængsel og tre måneder i Tyskland efter et røveri.

Han nåede dog kun at afsone et år, inden han blev udvist til Frankrig. Det fortæller en talsmand for den tyske Baden Württemberg-region, ifølge Le Figaro.

Inden angrebet forsøgte politiet at anholde Chekatt for en anden mulig forbrydelse, hvor han er mistænkt for et mordforsøg og et røveri, skriver The Telegraph.

Folk i Strasbourg har i løbet af onsdagen lagt blomster, stillet lys og lavet skilte til ære for de døde og sårede.
Folk i Strasbourg har i løbet af onsdagen lagt blomster, stillet lys og lavet skilte til ære for de døde og sårede. RONALD WITTEK

Tirsdag morgen - samme dag som angrebet - tiltvang politiet sig adgang til gerningsmandens hjem.

Her fandt de blandt andet granater, pistoler og to jagtknive. Men Chekatt selv var intet sted at finde.

Naboer kender lidt til Chekatt. En 22-årig mand, Zach, fortæller til AFP, at Chekatt begyndte på den kriminelle løbebane, da han var teenager, men at han allerede var kendt af politiet som 10-årig.

Motivet for angrebet ligger endnu ikke klart, men franske myndigheder undersøger det som terror, oplyste den franske anklager for antiterrorisme tirsdag aften, få timer efter angrebet.

Medlemmer af det franske parlament holdt onsdag ét minuts stilhed til ære for de døde og sårede efter angrebet tirsdag aften.
Medlemmer af det franske parlament holdt onsdag ét minuts stilhed til ære for de døde og sårede efter angrebet tirsdag aften. BERTRAND GUAY