Mens vi fryser her i Danmark, er der sommer og sol i Australien. Den anden dag fik vandhundene på to strande i Sydney et overraskende syn, da der pludselig lå en masse mystiske, dragelignende dyr på stranden.

De underlige, blå dyr lå overalt langs vandkanten på strandene Freshwater og Curl Curl i det nordlige Sydney, hvor folk blev både fascineret og forundret over dem, skriver Daily Mail Australien.

Trods sit usædvanlige udseende, er dyret faktisk en form for snegl ved navn 'Glaucus atlanticus'. Det sjældne dyr kendes dog også under øgenavnet 'blå drage' på grund af det eventyrlige udseende.

Mange strandgæster fandt naturligvis smartphonen frem og fotograferede de 'blå drager', som kan blive op til tre centimeter lange.

»De er virkelig smukke,« siger Melissa Murray fra Australian Museum til 7 News.

Men hun advarer om at røre de små, sjove dyr. For deres haler kan give alvorlige brandmærker - præcis som de farlige portugisiske orlogsmænd, der dog er langt større.

»Så hvis du ser en, skal du ikke samle den op med hænderne. Brug i stedet en spand med vand,« siger hun.

De 'blå drager' lever i varme, tropiske vande. De bliver af og til skyllet op på land, når de følger strømmen, og dør kort efter.