Lokale frygter, at strande bliver overfyldt af mennesker, som ser stort på regler under coronakrisen.

Tre byer i det nordvestlige Frankrig vil lukke deres strande, få dage efter de er blevet genåbnet, fordi besøgende ikke holder afstand.

Embedsmænd siger, at de har fået henvendelser fra lokale indbyggere, som beder om at få lukket strandene på Bretagnes kyst ud mod Atlanterhavet igen, efter at de netop et genåbnet efter næsten to måneders lukning.

Myndighederne siger, at strandene ved Damgan, Billiers og Erdeven vil blive lukket igen fra onsdag aften på grund af uacceptabel opførsel.

De lokale siger, at offentlige fridage i denne uge risikerer at føre til overfyldte strande i de kommende dage.

Hundredvis af franske strande blev genåbnet i weekenden for løbere, badende og fiskere i forbindelse med en gradvis lempelse af de restriktioner, som er indført på grund af pandemien.

Men på de fleste strande er det forbudt at tage solbad og social afstand skal opretholdes for at hindre en anden smittebølge.

Regeringen siger, at nedlukningen af samfundet har reddet titusindvis af liv. Men den franske økonomi er kastet ud i krise. Det gælder også turistindustrien, som udgør otte procent af landets økonomi.

Virusudbruddet har kostet over 28.000 liv i Frankrig.

/ritzau/AFP