Udslættet var særdeles tydeligt, da Donald Trump mandag deltog i en ceremoni i Det Hvide Hus.
Og det vakte opsigt, fordi der var tale om en større, højrød plamage på den amerikanske præsidents nakke og hals, lige bag højre øre.
Måske lige præcis derfor udsendte Det Hvide Hus efterfølgende en udmelding om emnet, skriver flere medier som NBC News, Washington Post og nyhedsbureauet AP.
»Præsident Trump bruger en meget almindelig creme på venstre side af sin hals, og det er en præventiv hudbehandling, ordineret af Det Hvide Hus' læge,« lød det fra lægen selv, Sean Barbabella:
»Præsidenten skal gennemgå behandlingen i en uge, og rødmen forventes at vare i nogle uger.«
Det var det. Flere oplysninger kom der ikke om udslættet, og det fremgår altså ikke præcist, hvad det skyldes.

I en tidligere helbredsundersøgelse er det på samme lidt uklare vis kommet frem, at Donald Trump bruger en særligt creme på grund af en uspecificeret hudlidelse.
Den amerikanske præsident – den ældste nogensinde – har tidligere i flere omgange vakt opmærksomhed, når han har deltaget i offentligt arrangementer.
Eksempelvis er han flere gange blevet set med tydelige blå mærker på begge hænder.
I den forbindelse har Det Hvide Hus forklaret, at det skyldes de mange håndtryk, han i løbet af en dag skal give.
Donald Trump er også blevet diagnosticeret med 'venøs insufficiens', hvilket giver hævede ben, fordi blodet har vanskeligere end normalt ved at løbe fra benene og op til hjertet.
Ved flere lejligheder har Det Hvide Hus' læge dog slået fast, at præsidenten helbred er »exceptionelt«.
Læs B.T.s liveblog, hvis du vil vide, hvad der sker på den storpolitiske verdensscene.

