En af tøjmarkedets største spillere er i knæ.

For blot få måneder siden blev den britiske modekoncern Arcadia Group reddet fra kollaps, men nu er den gal igen.

Virksomhedens seneste regnskab viser et underskud på 1,4 milliarder kroner ud af en omsætning på 15 milliarder kroner.

I sommer indgik koncernen, der står bag en række tøjmærker som Topshop og Burton, en aftale med sine kreditorer.

Aftalen var en nødvendighed, da Arcadia Group stod med en gæld på 179 millioner dollar.

Men prisen er høj. I hvert fald for medarbejderne.

Aftalen med kreditorerne betyder, at i alt 48 butikker skal lukkes over en årrække, og det vil samlet koste 1.000 medarbejdere deres job, skriver britiske medier.

Arcadia Group har forklaret, at det er svære vilkår på markedet, der er skyld i de store økonomiske vanskeligheder, man er havnet i.

Men ejeren Philip Green kan også være en del af forklaringen.

Han er havnet i konflikt med popdronningen Beyonce, efter han er blevet anklaget for sexchikane.

Det fik straks verdensstjernen til at droppe samarbejdet med Philip Green og hans modekoncern.

Arcadia Group ejede indtil for nylig en del af Beyonces undertøjsmærke Ivy Park, men det har hun nu købt tilbage for i stedet at samarbejde med Adidas.