Et stort drama har udspillet sig i Israel i kølevandet på valget, der blev afholdt tirsdag. 

Formanden for Israels centrale valgmyndighed, højesteretsdommer Noam Sohlberg, har nemlig bedt landets interne efterretningstjeneste om at undersøge en mistanke om udenlandsk indblanding ved valget. 

Og der er altså tale om en særdeles alvorlig sag, hvis mistanken holder stik, understreger B.T.s mellemøst-korrespondent, Jotam Confino, der befinder sig midt i det. 

»Lige nu er det dét, der fylder her. Det vil være en katastrofe, hvis beskyldningerne er sande,« indleder han.

Noam Sohlberg har ifølge The Times of Israel udtalt, at han er blevet gjort opmærksom på alvorlige mistanker om uretmæssig påvirkning af valget – gennem finansiering fra udenlandske aktører. 

Ifølge Jotam Confino lyder mistanken på, at der skulle være blevet sendt penge fra Qatar og Tyrkiet til grupper, som har arbejdet for at få arabiske borgere i Israel til at stemme og på den måde støtte arabiske partier. 

B.T.s mellemøst-korrespondent, Jotam Confino, fortæller, at et drama har udspillet sig.  Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske

Det er altså tale om en igangværende efterforskning, hvor intet er blevet be- eller afkræftet, men Jotam Confino understreger, at meget er på spil.

»Hvis det er rigtigt, at det kommer direkte fra Qatar eller Tyrkiet, så er det meget, meget alvorligt. Det vil alt andet lige skabe en mistillid,« vurderer han.

»Det er alvorligt, fordi Qatar allerede er dybt involveret i en skandale. I Benjamin Netanyahus (Israels premierminister, red,) inderkreds er Jonathan Urich (israelsk talsmand, red,) anklaget for at have arbejdet for Qatar under krigen og stået på landets lønningsliste. Qatar er derfor allerede et yderst følsomt emne. Hvis det viser sig, at landet også har forsøgt at påvirke valgdeltagelsen, er det virkelig dårligt nyt,« siger Jotam Confino.

Samtidig fortæller han, at de fleste partier lige nu reagerer på sagen. 

»Politikere er ude og opfordre til at arrestere arabiske partiledere, der mistænkes for involvering i qatarske penge. De er fuldstændige ligeglade med, hvad der er op- og ned. De løber med en halv vind,« siger mellemøst-korrespondenten.

Benjamin Netanyahus parti mener, at et potentielt forsøg fra udenlandske aktører – som de angiveligt mener er Qatar – på at påvirke afstemningen er »et angreb på demokratiet«. 

Netanyahus rival, Gadi Eisenkot fra partiet Yashar, støtter op om, at mistanken skal undersøges, men samtidig fraråder han, at man går ud og udnytter situationen til politisk fordel, fortæller Jotam Confino. 

For nu er der altså ingen afgørelse. Dog vurderer Jotam Confino ikke, at det i sidste ende vil ende i et omvalg. 

»Det vil være meget problematisk. Jeg tror ikke, man vil udskrive omvalg, for det er meget dyrt. Det vil også udløse et massivt ramaskrig, så jeg tror ikke, det kommer dertil. Det ville være alt for kontroversielt,« siger han og tilføjer:

»Men hvis mistanken holder stik, skal nogen stilles til ansvar. Det kan ende med, at de involverede bliver retsforfulgt.«