Politiet i det vestlige Sverige er tirsdag i gang med en storstilet eftersøgning.

Det skyldes, at den 17-årige pige Wilma Andersson har været forsvundet siden lørdag i sidste uge. Politiet frygter, at Wilma Andersson er blevet myrdet. En person er anholdt.

Det skriver flere svenske medier, herunder Expressen og Aftonbladet.

I en opdatering tirsdag 13.15 har svensk politi meldt ud, at 'meget taler for', at Wilma Andersson er blevet udsat for en forbrydelse. Samtidig er en mand blevet anholdt i sagen.

Tidligere tirsdag var svensk politi i gang med en eftersøgning af den 17-årige, efter man havde fundet sko og andre sager, som mentes at kunne stamme fra hende, i et skovområdet ved Uddevalla i det vestlige Sverige.

Derfor er skovområdet nu blevet afspærret.

»Der er fundet tilbehør inklusiv sko på stedet. Vi afviser ikke noget, men på nuværende tidspunkt kan vi ikke sige, om det har noget med hende (Wilma Andersson, red.) at gøre,« siger Stefan Gustafsson talsmand for politiet og uddyber:

»Når man er ude og lede i terrænet, finder man ting, og vi må undersøge de informationer, de giver,« siger han.

Wilma Andersson menes at være blevet dræbt 14. november 2019.
Wilma Andersson menes at være blevet dræbt 14. november 2019. Foto: Privatfoto
Vis mere

Ifølge politiet er det endnu ikke til at sige, om der er sket en forbrydelse i området. Det er man ved at undersøge nærmere tirsdag.

Avisen Aftonbladet har været i kontakt med Wilma Anderssons mor. Hun fortæller, at man er meget nervøse for, hvad der kan være hændt datteren.

»Vi er meget urolige og tager taknemmeligt imod alle tips. Alle, der kan have set noget, skal kontakte politiet,« siger hun.

I forbindelse med Wilma Anderssons forsvinden har politiet igangsat en stor eftersøgning, ligesom hundredvis af beboere i og omkring Uddevalla har deltaget i frivillige eftersøgninger.