»Vi ved jo reelt ikke, hvor længe sådan et coronapas bør fungere. Man kan ikke lave et pas, hvor man ikke kender udløbsdagen,« siger Storbritanniens tidligere vaccinechef til B.T.

Den britiske vaccineudrulning går forrygende godt. Så godt, at pubber og restauranter fra på mandag åbner for udendørs servering.

Men selvom mere end halvdelen af den britiske befolkning nu er vaccineret, og antallet af døde uge for uge er faldet med hele 97 procent siden januar, så står Boris Johnson over for et vanskeligt valg.

Coronapas har længe været del af den britiske regerings strategi for at få kickstartet økonomien. Ideen er mere eller mindre den samme, som også er planlagt i Danmark og resten af Europa. Når folk er færdigvaccinerede, kan de fremvise et kort eller en app på telefonen og dermed sikre sig adgang til flyrejser, fodboldstadioner og ikke mindst de britiske pubber.

Men tanken om, at ikkevaccinerede briter skal afskæres fra deres elskede pubber, er mere, end hvad mange briter kan bære.

Premierminister Boris Johnson, der ellers tidligere har været åben for ideen om, at det skal være op til pubberne selv, om de vil afkræve gæsterne et coronapas, har i en fart måttet slå en baglæns kolbøtte og berolige de pubhungrende briter.

»Det er helt utænkeligt, at folk vil blive bedt om at fremvise et covid-19-certifikat eller en covid-19-statusrapport, når de skal på pubben eller til frisøren fra på mandag. Det er heller ikke del af planen for fremtiden,« sagde premierministeren ved et pressemøde mandag.

Ordet 'covid-19-certifikat' bliver konsekvent brugt af regeringen i stedet for coronapas. Fordi coronapasset er løbet ind i en storm af modvind fra begge politiske fløje.

»Det er ren diskrimination at sige til folk, at de ikke må gå i H&M og Next, medmindre de kan vise et digitalt covid-19-pas,« sagde Labours sundhedsordfører, Jonathan Ashworth, og Labour ventes at stemme mod forslaget om coronapas.

Det samme gør Liberaldemokraterne, og selv i eget parti er Boris Johnson i store problemer. Konservative rebeller har allerede skrevet under på, at de vil stemme imod loven om introduktion af covid-19-pas. Flere ventes at følge.

Og pludselig er Boris Johnsons klare flertal dermed væk. Det er nu meget muligt, at regeringens står over for et ydmygende nederlag i parlamentet.

Boris Johnson har de seneste dage gået som katten om den varme grød, når det gælder coronapassene, som rejsebranchen har efterspurgt, men som også mange eksperter vurderer som et vigtigt værktøj i forsøget på at forhindre en ny bølge, når Storbritannien lige om lidt igen åbner samfundet op.

En meningsmåling foretaget af Ipsos Mori viser, at hele 78 procent af briterne støtter ideen om coronapas for flyrejser, 74 procent for hospitalsbesøg og 68 procent for en tur i teatret.

Boris Johnsons coronapas-planlægning er så fremskreden, at The Daily Telegraph forleden kunne vise en trykt prototype i avisen.

Så hvorfor nu den store modstand mod passet? Briterne er i langt højere grad end danskere bekymrede over statslige databaser med personlige oplysninger. Der har i mange år været stor modstand imod ideen om et digitalt identitetskort ligesom vores sygesikringskort.

Men de europæiske lande vil om uger eller måneder stå over for de samme dilemmaer: Er det fair, at kun udvalgte må rejse, shoppe eller se fodbold? Tilmed er det ikke usandsynligt, at også de europæiske coronapas vil komme i lignende modvind, når tiden nærmer sig.

Israel har med stor succes introduceret coronapas, men en meget stor del af Israels befolkning er allerede vaccineret, og dem, der ikke er, har fået tilbuddet.

Anderledes forholder det sig med EU-landene, hvor det næppe er sandsynligt, at også de unge vil være vaccineret, før sommeren kommer.

I Storbritannien handler en stor del af modstanden mod coronapasset netop om, at de unge kan risikere at føle sig diskrimineret imod, hvis far og mor må rejse til Grækenland til sommer, men teenagerne må blive hjemme.

Den anden del af bekymringen gælder den del af befolkningen, der ikke vil lade sig vaccinere. Her har Boris Johnson foreslået, at løbende test kan gøre op for manglende coronapas, men eksperter frygter forvirring på et højere plan.

Boris Johnson står nu over for et vanskeligt problem. Tør han tage chancen og lade parlamentet stemme om coronapasset med risiko for at blive stemt ned, eller vil han helt eller delvist smide et helt afgørende stykke coronaværktøj i skraldespanden?

Storbritanniens tidligere vaccinechef David Salisbury har over for B.T. fortalt om sine forbehold overfor coronapasset:

»Vi ved alt for lidt om varigheden af vaccinerne, og man kan ikke bygge en strategi på så stor usikkerhed. Desuden er det farligt at lave et system, hvor alle ikke har ret til det samme. Jeg kan godt forstå fristelsen, men jeg er ikke overbevist om virkningen,« siger David Salisbury.