Myndighederne er fortsat ved at vurdere skaderne efter Pabuk. Det menes, at titusindvis af mennesker er ramt.

Selv om Pabuk gjorde langt mindre skade end frygtet, da den fejede hen over Thailand, så meldes der om tre omkomne efter den tropiske storm.

To ældre mennesker druknede i byen Nakhon Si Thammarat i den sydlige del af landet, mens en fisker døde, da hans båd kæntrede ud for Pattani.

Det oplyser Thailands ministerium for katastrofeforebyggelse ifølge CNN.

Stormen blæste gennem de afsidesliggende øer ud for landets østkyst fredag, før den nåede fastlandet. Den er nu blevet nedgraderet til et tropisk lavtryk og har nået Andamanhavet på den vestlige side af Thailand.

Det oplyser Phuwieng Prakhammintara, der er talsmand for landets meteorologiske institut.

Mange havde søgt tilflugt i højtliggende områder, før stormen gik i land fredag. Træer blev revet op, elmaster blæste ned, gader blev oversvømmet, og tage blæste af huse.

Flere populære feriesteder som øerne Koh Samui, Koh Tao og Koh Phangan i Thailandbugten samt Koh Phi Phi og Phuket i Andamanhavet blev ramt af stormen. Men også her blev skaderne langt mindre end frygtet.

Fly- og færgeforbindelser til Koh Samui blev genoptaget lørdag eftermiddag. Færgen til Koh Tao er dog fortsat indstillet på grund af høje bølger.

Chayapol Thitisak fra ministeriet for katastrofeforebyggelse fortæller til CNN, at myndighederne fortsat er ved at vurdere omfanget af stormskaderne. Dog ventes det, at titusindvis af mennesker er blevet berørt af stormen.

Det er meget sjældent, at tropiske storme og tyfoner går i land i Thailand. Sidste gang, en tropisk storm ramte landet, var i 1962. Dengang kostede stormen Harriet omkring 900 mennesker livet.

Den eneste tyfon, der nogensinde har ramt Thailand, var tyfonen Gay i 1989.

/ritzau/