Der var tilsyneladende problemer med rutsjebanen Jetline igennem længere tid.
Sådan fortæller flere personer, der prøvede den i ugerne, dagene – og endda minutterne – op til søndagens dødsulykke i den svenske forlystelsespark Gröna Lunds Tivoli.
»Den rystede så utroligt meget. Jeg kunne mærke, hvordan benene flyttede sig hele tiden, og hvordan kroppen blev kastet frem og tilbage,« som en af dem, Nathalie Inci, siger til Aftonbladet:
»Jeg fik så ondt i hovedet i hovedet, at jeg ikke kunne sove om aftenen.«

Det var lørdag, at hun prøvede rutsjebanen og endda også fik et stort blåt mærke på den ene arm.
Søndag gik det helt galt, da en vogn afsporede, hvorefter flere passagerer faldt ud fra stor højde.
En 35-årige kvinde døde og flere blev alvorligt kvæstet.
En uge inden dødsulykken tog Mattias Ariola en tur med Jetline, og han fortæller, hvordan vognene ved den lejlighed satte sig fast kort inden afslutningen på turen.
Personalet måtte derfor hjælpe alle ombord ud og tvinge sikkerhedsbøjlerne op »med en slags metalstang«.
Ligeledes i weekenden op til den tragiske ulykke prøvede Nathalie Ericssons datter rutsjebanen. Her gik hendes sikkerhedsbøjle løs under turen.
»Hun kom hjem og sagde, at hun aldrig ville køre i den igen,« lyder det.
Andre fortæller om, hvordan den forreste vogn stod skævt på sporene inden afgang og måtte skubbes på plads.

Kimmy Groot prøvede Jetline umiddelbart inden dødsulykken i søndag.
»Turen var ujævn og mærkelig. Det er svært at forklare, men noget var helt forkert,« siger hun.
Ifølge Expressen er Statens havarikommission ved at undersøge rutsjebanen. Indtil videre har man konstateret, at to af hjulene på den forreste vogn er faldet af.
Det skal videre afklares, hvorfor folk faldt ud.
»Det er en meget bred og dybdegående undersøgelse, vi skal lave, så det kommer til at tage sin tid,« siger John Ahlberk, generaldirektør hos Statens haverikommission.
Det er blevet meldt ud, at Gröna Lunds Tivoli holder helt lukket i mindst en uge.
