Knap 7,5 millioner danske kroner.

Så stor kan bøden blive, hvis man ikke overholder den netop vedtagne lov for surrogati i Italien.

Her har det italienske parlament nemlig vedtaget, at det kan koste en fængselsstraf eller bøde på op til en million euro – knap 7,5 millioner danske kroner – at rejse til udlandet og få barn ved hjælp af en rugemor. Det skriver Reuters.

»Moderskab er fuldstændig unikt, og det kan absolut ikke opnås ved surrogat, og det er fundamentet for vores civilisation,« udtalte senator Lavinia Mennuni fra partiet Italiens Brødre i parlamentet ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Beslutningen kommer i forbindelse med, at der er et større fokus på det, som premierminister Giorgia Meloni betragter som traditionelle familiedyder.

Kritikere siger dog, at denne lov er et hårdt slag mod lgbt+-familier.

Formanden for foreningen for regnbuefamilier i Italien, Alessia Crocini, siger, at der er mange heteroseksuelle familier, som får hjælp af surrogatmødre.

De heteroseksuelle forældre har bare muligheden for at gøre det i det skjulte i modsætning til de homoseksuelle familier.

»Det her er en monstrøs lov. Intet land i verden har en lignende,« udtalte rettighedsforkæmper for LGBT+personer Franco Grillini til Reuters ved en demonstration.