Over 130 brande raserer i øjeblikket et over 100.000 hektar stort område på Australiens østkyst.

Det har medført, at indbyggerne i flere af områderne i staterne Queensland og New South Wales er blevet evakueret, mens ilden bevæger sig hastigt igennem de australske ‘bush’-områder.

Mandag kæmpede mere end 300 brandmænd mod flammerne ved Sunshine Coast i staten Queensland, som indtil videre har ødelagt 17 hjem og skadet yderligere 67.

Årsagen til brandene er endnu ikke fastslået, men mindst otte af brandene mistænkes for at være menneskeskabte, skriver News.com.

De australske brandmænd kæmper for, at holde de over 130 ildebrande nede.
De australske brandmænd kæmper for, at holde de over 130 ildebrande nede. Foto: JASON O'BRIEN
Vis mere

Blandt andet skulle en 12-årig dreng og to 14-årige være mistænkt for at have startet brande i områderne omkring Brisbane og Gold Coast i det østlige Australien.

Også tre teenagere i Queensland er blevet afhørt af politiet, efter at beskeder begyndte at florere på internettet. Her skulle teenagerne have fortalt om deres involvering i en af brandene, der nu hærger i området omkring Peregian Springs nær Sunshine Coast.

Queenslands vicepremierminister, Jackie Trad, har ovenpå evakueringerne og brandmændenes indsats mod flammerne været ude at kalde det for et mirakel, at der endnu ikke er flere hjem, der er gået tabt i flammerne.

Hun har også tidligere udtalt, at klimaforandringer og stigende temperaturer kunne medføre en øget brandfare i staten, skriver mediet.

Det tørre landskab og vind gør forholdene svære for brandmændene i New South Wales og Queensland.
Det tørre landskab og vind gør forholdene svære for brandmændene i New South Wales og Queensland. Foto: STRINGER
Vis mere

Netop klimaet har besværliggjort brandbekæmpelsen yderligere.

Efter en rekordvarm vinter med meget lidt nedbør har det efterladt landskabet i en tør tilstand.

Derudover har vindstyrker på op mod 80 kilometer i timen ikke gjort det nemmere for brandfolkene at kontrollere ilden.

Brandkommissær hos New South Wales Rural Fire Service, Rob Rogers, fortalte tidligere, at forholdene gjorde deres arbejde svært.

Den varme vinter, meget lidt nedbør og kraftig vind, har gjort opgaven sværere for brandfolkene.
Den varme vinter, meget lidt nedbør og kraftig vind, har gjort opgaven sværere for brandfolkene. Foto: JASON O'BRIEN
Vis mere

»Alene forsøget på at inddæmme flammerne var et mareridt,« fortalte han til mediet.

Det danske Udenrigsministerie skriver på deres hjemmeside, at der i perioden fra september til februar er størst risiko for skovbrande og bushbrande i New South Wales og Queensland.

Ved du noget, eller er du i området?

Så skriv til BT.dk på 1929@bt.dk