I Storbritannien ønsker regeringen at afskaffe de såkaldte hvalpefabrikker.
Labour-regeringen har søndag således præsenteret en række reformer, der har til formål at forbedre dyrevelfærden for blandt andet kæledyr.
Det fremgår af en udtalelse fra landets ministerium for miljø, fødevarer og landdistrikter, skriver nyhedsbureauet AFP.
Der skal sættes en stopper for hvalpefabrikkerne, hvor hunde opdrættes i massevis under trange forhold - primært med henblik på profit for opdrætterne, lyder det.
- Disse umenneskelige praksisser fører ofte til, at hvalpe lider af langvarige helbredsproblemer, siger ministeriet.
Ifølge den britiske velgørenhedsorganisation People's Dispensary for Sick Animals (PSDA) talte briternes kæledyr i 2024 omkring 10,6 millioner hunde.
Befolkningen tæller cirka 69 millioner mennesker.
Opdræt af hunde i landet er reguleret. Alle, der opdrætter og sælger tre eller flere kuld hvalpe om året, er ifølge loven forpligtet til at have licens.
Det er ifølge AFP svært at anslå, hvor mange hvalpefabrikker der er i Storbritannien. Ifølge dyreværnsorganisationer arbejder de nemlig ofte i det skjulte og uden licens.
Den britiske dyrlægeforening, British Veterinary Association, vurderer, at omkring en ud af fire kæledyrsejere, cirka fem millioner mennesker, ikke laver nogen form for research, før de køber et kæledyr.
Velgørenhedsorganisationer frygter, at det betyder, at folk uden at vide det køber deres hvalpe fra hvalpefabrikkerne, hvor dyrene ifølge dem blandt andet fjernes fra deres mor alt for tidligt.
Ifølge Sonul Badiani-Hamment, som er landechef for dyrevelfærdsorganisationen Four Paws, kan bekæmpelse af hvalpefabrikkerne hjælpe regeringen med at "reducere lidelsen blandt dyr i Storbritannien markant".
Regeringens planer på området omfatter blandt andet også, at man overvejer et muligt forbud mod elektriske stødkraver til kæledyr.
/ritzau/
