Det skal være ulovligt i Storbritannien at se og dele pornofilm med kvinder, der bliver kvalt.
Det har landets regering besluttet for at beskytte kvinder mod vold, skriver BBC.
»At se og dele den slags materiale på nettet er ikke kun dybt foruroligende, det er også modbydeligt og farligt,« siger landets teknologiminister, Liz Kendall.
Beslutningen kommer, efter nogle lande har kastet et skærpet blik på den ekstreme sex-trend, som har vist sig at være mere udbredt end hidtil antaget.
I Sverige advarer retsmedicinere ifølge NRK mod kvælningssex, mens landets anklagemyndighed spørger, om det er på tide at gøre det ulovligt.
Mediet har også afdækket, at kvælningssex er udbredt blandt norske unge. Flere har lært om det ved at se porno.
I Australien har man også konstateret, at kvælningssex er udbredt blandt unge.
Det samme gælder i Danmark, hvor 48 procent af unge i alderen 16-35 år har erfaring med at tage kvælertag ifølge en rapport fra Det Kriminalpræventive Råd.
Berlingske bragte for nylig et interview med en 19-årig kvinde, som efter eget udsagn bliver kvalt til punktet lige før, hun mister bevidstheden, næsten hver gang hun har sex.
Udover at gøre deling og besiddelse af videoer med kvælningssex ulovligt vil Storbritannien også pålægge online-platforme at finde og fjerne den slags indhold.
38 procent af britiske kvinder i alderen 18 til 39 har oplevet kvælningssex, viste en BBC-undersøgelse i 2019.

