Storbritannien vil onsdag underskrive en ny forsvars- og sikkerhedstraktat med Polen for at styrke samarbejdet i lyset af voksende trusler i Europa.

Det oplyser den britiske regering i en udtalelse.

Aftalen kommer, efter at der er blevet indgået lignende aftaler med Frankrig og Tyskland.

Den skal efter planen underskrives, når Polens premierminister, Donald Tusk, mødes med sit britiske modstykke, premierminister Keir Starmer, i den britiske hovedstad, London.

Aftalen vil styrke grænsesikkerheden, bekæmpelsen af organiseret kriminalitet og uddybe forsvarssamarbejdet i EU, står der i udtalelsen.

De to ledere vil drøfte det, som Storbritannien beskriver som en markant stigning i antallet af hybride angreb. Det gælder blandt andet ildspåsættelser beordret af Rusland i det østlige London og på tværs af Europa samt cyberangreb og spionage, lyder det.

Selv om Storbritannien og Polen allerede er tætte allierede, siger Starmer, at de udfordringer, som Europa står over for, kræver et endnu stærkere partnerskab.

- Denne traktat er det største fremskridt i vores forsvars- og sikkerhedsforhold til Polen i løbet af en generation, og den gør os i stand til at møde moderne sikkerhedstrusler, som måske er mindre synlige, men ikke mindre farlige, siger Starmer.

På et polsk regeringsmøde tirsdag sagde Donald Tusk, at underskrivelsen af traktaten vil være et historisk øjeblik.

Polen underskrev i 2025 en forsvarstraktat med Frankrig for at styrke forsvarssamarbejdet. Landet arbejder også på en lignende traktat med Tyskland, hvilket sker i takt med, at alliancer med europæiske partnere får stadig større betydning for Polen.

Polen, som er medlem af EU, deler grænse med Rusland, Belarus og Ukraine.

Landets rolle som knudepunkt for militær støtte til Ukraine har gjort det til et mål for russisk spionage, cyberangreb og desinformation, siger Polen.

/ritzau/Reuters