Storbritannien fastslår lørdag, at Kina klart har brudt aftale om Hongkong med omfattende ændringer af valgsystemet i den tidligere britiske kronkoloni.

- Beijings beslutning om at gennemføre radikale ændringer for at begrænse deltagelsen i Hongkongs valgsystem udgør endnu et klart brud på den juridisk bindende kinesisk-britiske erklæring, hedder det i en erklæring fra den britiske udenrigsminister, Dominic Raab.

- Storbritannien anser nu Kina for at være i en situation, hvor det permanent ikke overholder den fælles erklæring, hedder det i erklæringen fra London.

Ændringerne blev vedtaget i denne uge af Den Nationale Folkekongres i Kina med det formål, at Hongkong får en mere "patriotisk" regering. Men i praksis bliver Hongkongs demokrati undergravet. Det mener Australien, USA, Canada, Storbritannien og EU, herunder Danmark.

- Valgreformer gennemtvunget af Beijing er et uacceptabelt angreb på det lokale demokrati i Hongkong og et brud på princippet om "ét land - to systemer", skriver udenrigsminister Jeppe Kofod (S) fredag på Twitter og henviser til en udtalelse fra EU-Rådet.

- Kina bør respektere Hongkongs lovgivning og leve op til sine internationale forpligtelser.

Det var under den såkaldte basic law, at Hongkong i 1997 overgik fra at være en britisk kronkoloni til at være en særlig, administrativ region i Kina.

Dengang blev det også fastslået, at Hongkong har delvist selvstyre efter devisen "ét land - to systemer". Aftalen løber frem til 2047.

Men med de nye ændringer i valgsystemet får et kinavenligt udvalg blandt andet magt til at udpege flere af medlemmerne til det øverste råd i Hongkongs bystyre, kendt som LegCo (Legislative Council, red.).

Også blandt andet USA fordømmer Kinas tiltag.

- Disse handlinger frarøver hongkongerne en stemme i deres eget styre ved at begrænse den politiske deltagelse, mindske den demokratiske repræsentation og kvæle den politiske debat, udtaler USA's udenrigsminister Antony Blinken i en meddelelse ifølge nyhedsbureauet dpa.

/ritzau/Reuters