I 2021 blev David Fuller langt om længe dømt for to bestialske kvindemord, han begik 34 år forinden.

Men der var mere. Meget mere.

Længe efter at Fuller med få måneders mellemrum brød ind hos 25-årige Wendy Knell og 20-årige Caroline Pierce i 1987 og kvalte og seksuelt overfaldt dem, fortsatte den britiske elektriker med at begå uhyrlige forbrydelser.

Så uhyrlige, at det britiske retssystem ifølge anklageren i sagen aldrig har oplevet noget lignende.

En omfattende undersøgelse af, hvordan Fullers forbrydelser – som fandt sted på to hospitaler igennem 15 år – overhovedet kunne lade sig gøre retter nu en hård kritik, skriver Fox News.

Forbrydelser, som han begik 140 gange.

Som elektriker skulle David Fuller fra tid til anden udføre vedligeholdelsesarbejde på kølesystemerne i lighusene på to sydøstengelske hospitaler.

Det udnyttede den i dag 69-årige Fuller til – også når han ikke udførte arbejde på hospitalerne – at begå seksuelle overgreb mod kvindelig. Et enkelt år skaffede han sig adgang til et lighus hele 444 gange.

I alt 101 lig har han forgrebet sig på, lige fra liget af en niårig pige til en afdød 100-årig.

Og han filmede og fotodokumenterede sine overgreb, som fandt sted fra 2005 til 2020, hvor han langt om længe blev opdaget i forbindelse med efterforskningen af de to drabssager, hvor dna-spor fældede ham.

Som en del af efterforskningen blev David Fullers hjem ransaget, og her fandt politiet millioner af billeder af seksuelle overgreb – herunder Fullers egne overgreb på kvindelig i hospitalernes lighuse.

Fuller begik flere af sine overgreb i almindelig arbejdstid, og mens der var andet personale til stede i lighusene, ligesom der aldrig blev rekvireret en straffeattest, som ellers ville have vist, at Fuller havde begået flere indbrud.

»De forbrydelser, David Fuller begik, er virkelig chokerende,« står der i en mere end 300 sider lang rapport om sagen, den britiske regering har bestilt med henblik på at få belyst, hvorfor, Fuller kunne skæmme lig i 15 år uden at blive opdaget.

David Fuller afsoner nu en livstidsdom.
David Fuller afsoner nu en livstidsdom. AFP/Ritzau Scanpix

»Men svigt på ledelsesplan, og hvad overvågning og regulering angår har sammen med vedvarende mangel på nysgerrighed alt sammen bidraget til skabelsen af omstændigheder, der gjord det muligt for ham at begå overgrebene,« står der ifølge Fox News i rapporten.

David Fuller blev i 2021 fængslet på livstid uden mulighed for prøveløsladelse for drabene på de to unge kvinder tilbage i 1987. Han afsoner derudover en dom på 12 års fængsel for usømmelig omgang med lig efter at have indrømmet de mange overgreb. 

Den britiske regering bad om at få den uhyggelige sag kulegravet for så vidt, det overhovedet er muligt at sikre sig, at noget tilsvarende aldrig vil kunne ske igen.