Storbritannien er klar til forhandlinger om milliardlån til Ukraine
Mandag ventes Starmer på topmøde at meddele, at Storbritannien vil samarbejde med EU om støtte til Ukraine.
Mandag ventes Starmer på topmøde at meddele, at Storbritannien vil samarbejde med EU om støtte til Ukraine.
Storbritannien er klar til at indlede forhandlinger om at tilslutte sig EU's lån på 90 milliarder euro til Ukraine.
Det oplyser den britiske regering i en udtalelse.
Nyhedsbureauet Reuters beskriver meldingen som et tegn på styrkede europæiske forsvarsbånd under et stigende pres fra USA.
Den britiske premierminister, Keir Starmer, ventes mandag til et topmøde i den armenske hovedstad, Jerevan, at meddele, at Storbritannien vil samarbejde med EU for at støtte Ukraine i at få afgørende militært udstyr, siger premierministerens kontor.
Der er tale om et topmøde i European Political Community (EPC). EPC er oprettet til uformel politisk og strategisk dialog mellem landene i Europa og blev oprettet efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022.
Milliardlånet til Ukraine blev officielt godkendt af EU i april. Det skal dække to tredjedele af Ukraines behov i de næste to år. Størstedelen af beløbet er afsat til militære udgifter i landets forsvar mod Rusland.
Ifølge den britiske regering kan den ekstra finansiering også åbne muligheder for, at britiske virksomheder kan imødekomme Ukraines mest akutte behov - særligt inden for forsvarssektoren.
/ritzau/