Der var slået storalarm i Norge over den forsvundne familie.

Men det viste sig at være en misforståelse.

For mens helikopter, droner, frivillige og redningsmandskab havde gang i den helt store eftersøgning i Hjelmeland kommune, havde de fire familiemedlemmer – en far, en mor og to børn – slet ikke rørt sig ud af flækken, skriver VG.

De befandt sig alle trygt og sikkert i deres hytte, skriver mediet.

Fredag aften blev den store redningsaktion ellers sat i værk, da familien tilsyneladende ikke var nået frem til deres køretøj efter et ophold i hytten.

Pårørende havde henvendt sit til myndighederne, fordi de havde en opfattelse af, at familien skulle hjem fredag. Der var også bekymring, fordi der var dårligt vejr i området.

Men kort efter midnat, natten til lørdag, kunne redningstjenesten så oplyse, at der var tale om en misforståelse.

Familien skulle faktisk først hjem lørdag, så de sov trygt i hytten.