Der er mærkbar, psykologisk forskel på mennesker fra forskellige samfundslag.

Det fastslår en stor undersøgelse fra British Journal of Social Psychology.

Her fastslår forskere, at personer i den britiske arbejderklasse er mere empatiske, uselviske, vagtsomme og fatalistiske end personer i den højere middelklasse og overklassen.

Arbejdere har i kraft af deres middelmådige, økonomiske ressourcer en tendens til at anskue verden som en strøm af udfordringer og faldgruber, man skal navigere udenom, hvilket gør dem agtpågivende og fællesskabsorienterede.

Er man etableret i den engelske overklasse eller øvre middelklasse, skal man derimod ikke tumle med de udfordringer, og kan i stedet koncentrere sig om sin personlige succes.

Blandt andet på den måde får borgernes samfundsstatus en mærkbar indflydelse på deres psyke, slår undersøgelsen fast.

Undersøgelsen er lavet ved at sammenkøre flere studier med titusindvis af respondenter, samt ved at analysere interviews med repræsentanter fra de forskellige samfundslag og registrere deres opførsel.

Her udviste arbejdere en større tendens til latter, øjenkontakt og åbenhed end middel- og overklassen, som var mere tilknappede, skriver Research Digest.

Overklassen er beviseligt selviske og reserverede i forhold til arbejderklassen, fastslår en engelsk undersøgelse.
Overklassen er beviseligt selviske og reserverede i forhold til arbejderklassen, fastslår en engelsk undersøgelse.
Vis mere

Da undersøgelsen er foretaget blandt briter, kan den ikke umiddelbart bruges til at beskrive danske forhold, men mange elementer er til at genkende fra Danmark, siger Gitte Sommer Harrits, der er lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet og medforfatter til flere bøger om det danske klassesamfund.

»På trods af den øgede økonomiske ulighed i Danmark, er klasseforskellen herhjemme ikke nær så stor som i England, blandt andet på grund af vores omfordelende velfærdsstat. Men det er i nogle stræk sammenligneligt, og der er mønstre og mekanismer, som ligner hinanden«, siger hun til BT og metroxpress.

»Jeg husker blandt andet et studie af folks madvaner, foretaget i Aalborg, hvor overklassen gik op i at spise eksotisk og eksperimenterende, mens arbejdere mere bekymrede sig om, hvorvidt der var mad nok til alle. Desuden har jeg selv lavet kvantitative og kvalitative undersøgelser af de forskellige klassers forståelse af politik. De viste, at de øvre samfundslag har en mere rationel tilgang til politik, mens arbejdere har en mere følelsesmæssig tilgang«, siger Gitte Sommer Harrits.

I Danmark består arbejderklassen af ufaglærte og personer med erhvervsfaglig uddannelse, f.eks. tømrere, sosu-assistenter og lastbilchauffører.

Den højere middelklasse og overklassen består blandt andet af topledere, selvstændige og akademikere som læger, advokater og ingeniører.