Selvom der snart er gået 75 år, siden Anden Verdenskrig sluttede, så mærker tyskerne stadig deres mørke fortid af og til.

Det er nu så slemt i den tyske by Dresden, at lokalpolitikerne erklærer nødsituation.

Over de senere år har man nemlig mærket, at der er en stigende gruppe af højreekstremister i området.

Det er nu så bekymrende, at man har valgt at erklære 'nazi-nødsituation'. Det skriver CNN.

»I årevis har politikere fejlet i at positionere dem selv tydeligt og utvetydigt mod højreorienterede ekstremister og forbyde dem,« siger Max Aschenbach, der er byrådsmedlem i byen.

»Det her er et alvorligt problem.«

'Nazi-nødsituationen' er kun symbolsk, og det får altså ikke nogen juridiske konsekvenser.

Anti-islamisterne i Dresden fik for alvor ben at gå på i forbindelse med Charlie Hebdo-massakren i Paris i 2015.

Angiveligt er det specielt en gruppe med navnet 'Patriotic Europeans against Islamization of the West' (Patriotiske europæere mod islamiseringen af Vesten, red.), som trækker opmærksomhed.

De mødes tit og har gjort det siden 2015.

I forvejen er det et område, hvor højreorienterede partier trækker mange stemmer.

Ved det seneste valg fik det højreorienterede parti Alternativet for Tyskland 27,5 procent af stemmerne.

'Nazi-nødsituationen' blev stemt igennem i byrådet med 39 stemmer mod 29 stemmer.

Jan Donhauser fra den Kristne Demokratiske Union stemte imod, fordi han mener, at det er med til at ødelægge Dresdens ry.

I selve byen bor der omkring 500.000 indbyggere, mens der med området omkring byen bor det dobbelte.

Dresden ligger i den østlige del af Tyskland.