Fem danske statsborgere er tiltalt i en norsk straffesag om telefonsvindel rettet mod ældre, skriver NRK.
I alt er 11 tiltalt i sagen. Ifølge NRK har dansk politi tidligere oplyst, at enkelte af de mistænkte i sagen har forbindelse til banden Loyal To Familia.
200 af ofrene blev snydt for mindst 28 millioner nroske kroner ifølge anklageskriftet.
»Der er mindst 90.000 individuelle opkald eller forsøg på at ringe til norske statsborgere. Og omfanget er sandsynligvis endnu større end det. Så det er en meget omfattende operation, vi taler om her,« siger politiadvokat Torjus Lundevall til NRK.
Gruppen har, ifølge anklageskriftet, haft svindelcentre i Airbnb-lejligheder og hoteller i Oslo, Malaga, Helsinki og København.
Her siges det, at mænd og kvinder har siddet sammen og ringet til ældre mennesker i deres respektive hjemlande.
Med et manuskript foran sig har de udgivet sig for at være fra politiet.
De har hævdet, at der har været forsøg på svindel fra "et organiseret netværk, der bruger en avanceret type hacking", og at de har brug for offerets loginoplysninger for at sikre beviser og sikre kontoen.
Norsk politi har samarbejdet med kolleger i Danmark, Finland og Storbritannien om sagen.
