Det brænder på den populære græske ferieø Samos i det ægæiske hav.

Lørdag aften måtte flere rejseselskaber evakuere deres gæster fra hoteller i byen  Pythagorion, fordi flammerne fra en nærliggende skovbrand nærme sig byen.

Nu kommer det danske udenrigsministerium med en opfordring til de danske turister, der opholder sig på øen, eller som planlægger at rejse dertil de kommende dage.

'Hold dig orienteret om situationen via nyhedsmedierne og følg de lokale myndigheders anvisninger,' lyder det i et opslag på Twitter sent lørdag aften.

Både Apollo og Tui har evakueret gæster fra i alt fem hoteller øst i byen Pythagorion.

Det sker efter anvisning fra de lokale græske myndigheder.

»Vi ved ikke, hvor alvorlig branden er, men da den ikke er under kontrol, har vi valgt at evakuere i alt tre hoteller i området,« siger kommunikationschef Glenn Bisgaard fra Apollo og tilføjer, at det udelukkende sker af sikkerhedsmæssige årsager.

»Ingen af vores gæster er kommet noget til, men myndighederne tager ingen chancer, og derfor vælger man at evakuere,« tilføjer han.

Foto: Stephanie Krabbe
Vis mere

I alt har Apollo måtte evakuere 61 gæster fra Pythagorion. Af dem er 14 danskere.

Også rejseselskabet Tui er lørdag aften begyndt at evakuere deres gæster, som bor på hoteller i Pythagorion.

»Vi har tre hoteller øst for byen, hvor vi har måtte evakuere gæsterne. I alt drejer det sig om seks danskere,« siger kommunikationsansvarlig i Tui Danmark, Thomas Jessen.

Udenrigsministeriet Borgerservice opfordrer også danske turister i området til at tilmelde sig Danskerlisten.