I en retssag i London kom det onsdag frem, at Donald Trumps yngste søn, Barron Trump, tilsyneladende har reddet en kvindes liv, skriver The Guardian.
Sidste år havde han en samtale over FaceTime med en af sine veninder, da hendes ekskæreste pludselig begyndte at banke hende.
Få minutter senere ringede Trump til politiet i et opkald, der blev afspillet i retten.
»Jeg har lige fået et opkald fra en pige, jeg kender. Hun bliver tævet,« fortalte han alarmcentralen klokken 02.23 den 18. januar 2025.
På optagelserne kunne man høre Barron Trump oplyse kvindes adresse, mens han understregede, at det var en nødsituation.
Kvindens ekskæreste sidder på anklagebænken for to tilfælde af voldtægt, forsøg på kvælning, overfald og flere andre forhold, men nægter sig skyldig i alle anklager.
Ifølge retten var han angiveligt jaloux på kvindens forhold til Trump og blev vred, da han forsøgte at ringe til hende tidligere på aftenen.
Da betjentene ankom til stedet, fortalte de kvinden, at de havde fået et opkald fra en person i USA, der havde fortalt dem, at hun var i fare, fremgår det af optagelser fra deres kropskameraer.
Herefter kan man høre kvinden sige: »Jeg er venner med Barron Trump, Donald Trumps søn.«
Da kvinden blev afhørt af politiet fortalte hun, at hun var blevet voldtaget to gange af ekskæresten.
Samtidig sender hun under retssagen en tak til Barron Trump for at have reddet hende:
»Han hjalp med at redde mit liv. Det opkald var som et tegn fra Gud i det øjeblik.«

