Stor redningsaktion i gang: 'Folk kan stadig være fanget under ruinerne'
»Det er bestemt ikke handlinger fra nogen, der tror, at krigen er ved at være slut,« lyder det fra Zelenskyj.

»Det er bestemt ikke handlinger fra nogen, der tror, at krigen er ved at være slut,« lyder det fra Zelenskyj.

»Der kan stadig være folk fanget under ruinerne.«
En stor redningsaktion er i øjeblikket i gang i den ukrainske hovedstad, Kyiv, efter at byen hen over natten blev ramt af et større russisk angreb.
Blandt andet har en drone ifølge den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, ramt en ni-etagers boligblok:
»En hel fløj af bygningen er blevet fuldstændig ødelagt,« skriver han i et opslag på det sociale medie X.
Også lederen af hovedstadens militære administration, Tymur Tkatsjenko, har meldt om, at en del af en boligbygning er kollapset i den østlige del af byen.
»Snesevis af mennesker er blevet reddet. På tragisk vis er én person omkommet,« skriver Zelenskyj og tilføjer:
»Der kan stadig være folk fanget under ruinerne.«
Ifølge den ukrainske præsident affyrede de russiske styrker mere end 670 angrebsdroner og 56 missiler mod Ukraine hen over natten til torsdag.
»Hovedmålet for det her angreb var Kyiv. Der er skader på tyve steder i hele byen – almindelige boligblokke, en skole, en dyreklinik og anden rent civil infrastruktur,« hævder han.
I alt skal Rusland siden midnat natten til onsdag have affyret mere end 1.560 droner mod Ukraine, lyder det fra Zelenskyj:

»Det er bestemt ikke handlinger fra nogen, der tror, at krigen er ved at være slut,« skriver han i sit opslag.
Det kan tolkes som en kommentar rettet mod Ruslands præsident, Vladimir Putin, som i en tale lørdag under fejringen af årsdagen for sejren over Nazityskland sagde om krigen, at han 'tror, den snart vil slutte'.
Siden har Kreml dog trukket noget i land og meldt ud, at der ikke er en konkret tidsramme for en afslutning på krigen i Ukraine lige nu.
Lederen af hovedstadens militære administration, Tymur Tkatsjenko, har torsdag morgen på Telegram oplyst, at én person har mistet livet i nattens angreb, mens 16 andre meldes såret.

Der har umiddelbart ikke været nogen meldinger fra russisk side.
Krigen i Ukraine begyndte med Ruslands invasion af landet 24. februar 2022. Gentagne forsøg på at forhandle en fredsaftale på plads er endt uden resultat.
Du kan følge udviklingen på den internationale, storpolitiske scene i vores liveblog HER.