Levering af norske våben til Ukraine er blevet forsinket, efter et skib stødte på grund sent torsdag aften.

Det skriver det norske medie Forsvarers Forum.

Der er tale om skibet Finlandia Seaways, som stødte på grund i Karmsundet.

Skibet var på vej til Polen for at levere luftforsvar, der skulle være med til at beskytte lufthavnen Rzeszow-Jasionka nær grænsen til Ukraine.

»Det norske forsvar har oprettet et midlertidigt militært spærreområde i samarbejde med objektejeren og politiet for at beskytte militært materiel,« siger Hanne Olafsen, talsperson for det norske forsvars operative hovedkvarter (FOH), til det norske Forsvars Forum.

23 personer befandt sig på skibet. Ingen er kommet til skade, skriver NRK. Skibet ligger nu i havn – og så skal man finde ud af, hvordan man får de norske luftvåben til Polen. Men en ting er sikkert:

»Der vil være forsinkelser i forbindelse med omlæsning af udstyr til et nyt transportmiddel,« siger Hanne Olafsen og tilføjer, at det ikke vil gå udover selve missionen.

Årsagen til ulykken er, at skibet sejlede ind i lavvande, hvorefter det fik skader på ror og propel.