Redningsfolk måtte søndag morgen rykke ud til 55 strandede grindehvaler.
Kun 15 havde overlevet hændelsen, som fandt sted på den skotske ø Lewis omkring klokken 7.
Én af de døde hvaler havde tilsyneladende været udsat for en vaginal prolaps.
Dermed vurderer den britiske dyrevelfærdsorganisation BDMLR, at hvalen var i gang med at føde, da flokken blev ledt på afveje og ind på den skotske strand.

'Grindehvaler er kendt for deres stærke sociale bånd, så ofte, når én hval kommer i vanskeligheder og strander, følger resten efter', skriver BDMLR i en pressemeddelelse.
Organisationens redningsfolk forsøgte at få to af de mere aktive levende hvaler tilbage i vandet, og det lykkedes også den ene at svømme afsted igen.
Den anden strandede til gengæld igen og døde til sidst.
Dermed var der 12 levende hvaler tilbage – men de fik i sidste ende ikke lov til at overleve.
Omkring klokken 15.30 besluttede den lokale dyrlæge sammen med kystvagten og redningsfolk, at den lavvandede strand og de voldsomme bølger gjorde det for usikkert at sende hvalerne tilbage.
'I lyset af af de dårlige forhold og hvor længe, grindehvalerne havde været ude af vandet, blev det besluttet, at de skulle aflives', skriver organisationen, som takker lokalsamfundet for at hjælpe til med det mere eller mindre mislykkede redningsforsøg.

