Hundredvis af fly er blevet aflyst i lufthavnen Ezeiza lidt uden for Buenos Aires i Argentina.

Det sker efter en stor eksplosion fredag aften, som kvæstede 15 personer. Alle blev kørt på hospitalet, skriver Metro UK.

Optagelser fra hændelsen viser en enorm paddehattesky, der fyldte himlen med røg. 

Bygninger i nærheden af eksplosionen blev ødelagt, og borgere så langt som fire kilometer væk kunne mærke braget.

Eksplosionen opstod som følge af en brand på en fabrik, der producerer kemiske produkter til landbruget. 

Branden brød ud omkring klokken 21 lokal tid og var endnu ikke slukket seks timer senere.

Ifølge Fabian Garcia, direktør for civilforsvaret i Buenos Aires-provinsen, bliver der tale om »en langvarig brand«.