På grund af en omfattende vaccineskandale i Peru valgte landets sundhedsminister i sidste at træde tilbage – nu følger udenrigsminister Elizabeth Astete trop.

Det bekræfter Perus præsident, Francisco Sagasti, over for lokale medier i landet, skriver The Guardian.

Her giver præsidenten også udtryk for, at Astete er 'rasende' og 'vred' over det faktum, at personer omkring den peruanske regering er blevet vaccineret før landets frontpersonale i sundhedssektoren.

Det er ellers landets strategi, at personer i Perus sundhedssektor skal vaccineres først. Sådan er tingene dog ikke foregået.

Elizabeth Astete er den anden minister, som må trække sig efter vaccineskandalen i Peru.
Elizabeth Astete er den anden minister, som må trække sig efter vaccineskandalen i Peru. LUIS IPARRAGUIRE

Torsdag bekræftede Perus tidligere præsident, Martin Vizcarra, at han og hans hustru i al hemmelighed havde modtaget en coronavaccine af det kinesiske mærke Sinopharm.

Det resulterede i, at landets daværende sundhedsminister, Pilar Mazzetti, måtte træde tilbage. Hun mistænkes for at have skjult oplysninger i sagen.

Samtidig beordrede Sagasti over for den nye sundhedsminister, at alle personer, som i hemmelighed havde modtaget et vaccinestik, skulle fyres omgående.

Det fik sagen til at tage endnu en drejning i weekenden.

Elizabeth Astete udsendte søndag en erklæring, hvori hun bekræftede, at hun havde modtaget det første vaccinestik.

»Jeg er udmærket klar over den fejl, jeg har begået. Derfor har jeg besluttet ikke at modtage det andet stik,« skrev hun ifølge The Guardian.

Efterfølgende meddelte hun så Sagasti, at hun ville træde tilbage som udenrigsminister, hvilket Sagasti accepterede.

Det er Elizabeth Astete, som blandt andet har været med til at skaffe omkring en million vacciner til Peru fra den kinesiske medicinalvirksomhed.

I alt er der registreret mere end 1,2 millioner smittetilfælde med coronavirus i Peru, mens landet har registreret tæt på 44.000 coronarelaterede dødsfald.