Den 22-årige rapstjerne Daniel Hernandez har erklæret sig skyldig i ni alvorlige forbrydelser, som har en straframme på minimum 47 år.

Det viser offentliggjorte retsdokumenter, skriver New York Times.

Dermed risikerer musikeren med kunstnernavnene Tekashi69 og 6ix9ine ironisk nok at være 69 år gammel, når han kommer ud i friheden igen.

Hernandez blev i november måned anholdt og sigtet for 17 kriminelle forhold, blandt andet medvirken til mordforsøg, planlægning af drab og narkohandel.

Foto: Scanpix.
Foto: Scanpix. MARCO BERTORELLO

Ifølge TMZ har Hernandez 23. januar erkendt sin skyld i ni af anklagerne, efter han har indgået en aftale med FBI og sagens anklager. Den aftale betyder ifølge mediet, at han kan se frem til en kortere fængselsstraf end de ellers påkrævede 47 år, hvis han til gengæld kan levere oplysninger om sine medtiltalte.

En aftale, der ifølge New York Times kan være særdeles farlig for både rapperen selv og hans familie.

De medtiltalte er nemlig ligesom Hernandez medlemmer af den brutale bande Nine Trey Gangsters, som er en del af den frygtede bande Bloods.

Hans ekskæreste Sara Molina, som han har en treårig datter med, siger til TMZ, at hun frygter for både sit eget og datterens liv på grund af Daniel Hernandez' åbenmundethed.

6ix9ine er fængslet på Rikers Island, som er berygtet for sin brutalitet fangerne imellem.

Han sad i første omgang på et almindeligt celleafsnit, men er nu på en beskyttet afdeling, efter han blev overfaldet af rivaliserende bandemedlemmer fra grupperingen Crips, som er hovedkonkurrenterne til Bloods om at styre den kriminelle underverden i USA.

Tre personer, som blev fængslet sammen med rapperen, er netop blevet tiltalt i det store sagskompleks, og TMZ spekulerer i, at det er sket på baggrund af hans vidneudsagn.

Daniel Hernandez skal - efter at aftalen er indgået - ikke gennem en retssag, men skal kun modtage sin dom. Det ventes at ske 24. januar næste år.