Stjæler smykker for millioner
Omkring 20 smykker meldes stjålet fra Lalique-museet i Frankrig. Ifølge en kilde er de flere millioner euro værd.
Omkring 20 smykker meldes stjålet fra Lalique-museet i Frankrig. Ifølge en kilde er de flere millioner euro værd.
Indbrudstyve har søndag stjålet smykker, der menes at være millioner af euro værd, fra et museum tilhørende den franske glasproducent Lalique.
Det sker få måneder efter et bredt omtalt smykketyveri på Louvremuseet i Paris.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
En gruppe maskerede gerningsmænd brød omkring klokken 05.30 søndag morgen ind på museet, der ligger i Wingen-sur-Moder i det nordøstlige Frankrig, siger en kilde med kendskab til efterforskningen til AFP.
Her tvang de ifølge kilden en dør op, hvorefter de satte kurs mod det rum, hvor der er smykker udstillet. Seks udstillingsmontrer blev så smadret.
- Omkring 20 smykker blev stjålet. Værdien bliver lige nu opgjort, men det kan beløbe sig til flere millioner euro, sandsynligvis omkring fire millioner euro, siger kilden.
Fire millioner euro svarer til knap 30 millioner kroner.
En anden kilde tæt på efterforskningen af sagen siger, at de stjålne smykker er lavet af krystal, og at de ikke har nogen ædelsten. Derfor kan de ikke smeltes om, lyder det.
På museets hjemmeside lyder det, at det vil være lukket i flere dage som følge af indbruddet.
RITZAU